Verdens første illustrerede udgave af James Joyces Ulysses
Oplev denne verdens begivenhed den 17. december kl.: 13 i BogBy, her kan I møde tegneren ved en reception for bogen.
Flere af BogBys medlemmer har allerede overværet Niels Krag og Kirsten Ahms fortælling af bogen skabelse på arrangementet den 2. februar i år.
1922 var året hvor Howard Carter fandt Tut Ankh Amons grav; insulinet blev anvendt første gang; Walther Rathenau blev skudt i Berlin; kronprins Frederik blev forlovet med Olga (det holdt ikke!); Mussolini og Stalin kom til magten; BBC og DRbegyndte at sende; Johnny Weissmüller satte verdensrekord og kom som den første under 1 minut i 100 meter crawl; Fridtjof Nansen og Niels Bohr fik begge nobelprisen.
Og så udkom Ulysses i Paris den 2. februar på Joyces 40 års fødselsdag
Forlaget Vandkunsten fejrer hundredåret for James Joyce’s roman ved at udsende en udgave, hvor handlingen er illustreret – antagelig den første af sin slags i verden!
Bogen er en pragtudgave, indbundet, i stort format (27 x 24 cm), 672 sider med 140 helsides blæktegninger af Niels Krag. Oplaget er begrænset og hvert eksemplar er nummereret og signeret af tegneren.
Oversættelsen er Wiberg og Feilbergs, sat op i de samme spalter og med samme læsefremmende fodnoter som i udgaven fra 2019, som for længst er udsolgt.
Jubilæumsudgaven af Ulysses koster 498 kr. og er en oplagt julegave.
Mød op kl.: 13 til et glas vin, hvor der bydes velkommen og tales om bogen.
Har du spørgsmål om vores kollektion eller noget andet, så kan du kontakte os her.